Ny politisk leder for Socialdemokratiet i Gladsaxe

Udgivet: 21. november 2025

Ny politisk leder for Socialdemokratiet i Gladsaxe

Den nye byrådsgruppe har i enighed peget på Mette Laurberg som ny gruppeformand og politisk leder for Socialdemokratiets byrådsgruppe i Gladsaxe. Partiet vil samarbejde konstruktivt i byrådet for at udvikle Gladsaxe.

Det nyvalgte byrådsmedlem Mette Laurberg er ny gruppeformand for byrådsgruppen for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Det har den nye gruppe besluttet i fuld enighed på sit første møde efter kommunalvalget.

Mette Laurberg udtaler:

“Vi har en stærk byrådsgruppe hos Socialdemokratiet i Gladsaxe, som jeg er utrolig glad for at stå i spidsen for. Vi vil samarbejde konstruktivt med alle partier i byrådet for at skabe resultater til gavn for borgerne i Gladsaxe. Det er vigtigt for os at være i løbende og tæt dialog med borgere, foreninger og lokale aktører.

Hver fjerde vælger har stemt på os. Det betyder, at vi er den største gruppe i byrådet med 7 ud af de 25 mandater. Det forpligter. Vi vil arbejde hårdt for at gøre vores indflydelse gældende. Med fokus på at sikre en stærk kernevelfærd for alle. Vi vil gerne have en kommune, hvor det er godt og trygt at leve. Med stærke fællesskaber og beskyttelse af både naturen og klimaet.” 

Mette Laurberg udtaler:

“Jeg holder meget af Gladsaxes forskellige bydele og lokalsamfund. Børnene kan løbe over til vennerne og deltage i foreningslivet og vi kan mødes til fælles aktiviteter. Vi har i Gladsaxe dejlige grønne områder, rigtig gode biblioteker og handelsgader, hvor vi kan mødes. I Socialdemokratiet vil vi udvikle kommunen med omtanke, så vi får en endnu mere levende og grøn kommune.”

Kredsformand Jens Boe Andersen er meget tilfreds med valget af Mette Laurberg og udtaler:

“Alle i partiet er helt enige om, at Mette skal stå i spidsen for os i den kommende byrådsperiode. Hun har stærke værdier og er en samlende person, der lytter og samarbejder godt med alle i partiet. Mette Laurberg fik som ny kandidat femte flest personlige stemmer i Gladsaxe - det er imponerende. Hun skal stå i spidsen for en rigtig god byrådsgruppe med forskellige mennesker. Der er både erfarne og nye kræfter, som repræsenterer de mange forskellige mennesker i Gladsaxe godt.”

Kredsformand Jens Boe Andersen udtaler:

“Samtidig vil jeg på hele partiets vegne takke Trine Græse for et imponerende arbejde som borgmester og politisk leder af partiet i Gladsaxe. Trine er ordentlig, hårdtarbejdende og har leveret flotte resultater for Gladsaxe. Vi har en god kommune, hvor borgerne generelt er tilfredse, og som mange gerne vil flytte til. Trine har stor ære af, at Gladsaxe er en dejlig kommune at bo i.”

Fakta om Mette:

  • Mette Laurberg er 42 år og bor med sin mand og tre børn på 11, 9 og 4 år.

  • Hun er uddannet socialrådgiver og har tidligere arbejdet med udsatte borgere i beskæftigelsesindsatsen i Københavns Kommune.

  • I dag arbejder Mette Laurberg med arbejdsmarkedsforhold i fagbevægelsen. Hun arbejder særligt med emner som kompensation af nedsat arbejdsevne og indsats og hjælp til sygemeldte.

  • Hun har kommunalpolitisk erfaring fra Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun var valgt fra 2014-2017, inden hun flyttede til Gladsaxe.

  • Du kan møde Mette til både løbet Social Run i Søborg og på kommunens biblioteker med børnene. Hun er aktiv i mange fællesskaber – ud over politik - cross-træning, vinterbadning, bogklub og hun slapper bedst af, når hun strikker eller læser.